Vejle kommune
Baggrund for projektet
Udviklingshæmmede borgere er sjældent medlem af en forening. Årsagerne til dette kan være mange, men med dette projekt ønsker Vejle Kommune at skabe en aktiv indsats og få skabt en dialog med det lokale foreningsliv omkring mulighederne for inddragelse af udviklingshæmmede borgere i foreningslivet.
Fritidsguiderne
Vejle Kommune har ansat to fritidsguider, som begge har deltaget i Socialstyrelsens uddannelsesseminar for fritidsguider.
Det er fritidsguidernes opgave at hjælpe den enkelte borger til at blive afklaret omkring interesser og ønsker for fritidsaktiviteter. Fritidsguiderne skal have overblik over mulighederne for borgerne og i samarbejde med den enkelte udvælge den/de relevante foreninger på baggrund af borgerens ønsker og behov. Fritidsguiden vejleder desuden foreningerne omkring mulighederne for at inkludere udviklingshæmmede borgere og rådgiver om eventuelle støttemuligheder ved forbedringer af tilgængeligheden i foreningen.
Fritidsguiderne fungerer i projektperioden som koordinatorer for projektet og har en dobbeltrolle, idet de både skal etablere kontakten til borgerne og skabe kontakt til de relevante foreninger.
Fritidsguiden deltager som udgangspunkt ikke direkte i de enkelte fritidsaktiviteter med borgeren men skaber kontakten til foreningerne og støtter borgeren. I den indledende fase kan der dog være behov for ekstra støtte, og fritidsguiden kan følges med borgeren til den enkelte aktivitet for at afklare eventuelle spørgsmål fra både borger og forening. Når denne kontakt er veletableret, er det intentionen, at den enkelte borger selv møder op i foreningen.
Center Vejle danner rammen om projektet, og herfra foregår såvel den daglige ledelse af projektet som fritidsguidernes kontakt til borgere og foreninger.
Projektets mål og tidsplan
Et konkret mål med projektet i Vejle Kommune er, at 10 borgere gennemfører et forløb med fritidsguider og efterfølgende inkluderes i en forening. Håbet er, at dette vil føre til en udvikling af samarbejdet på tværs mellem Vejle Kommune og foreningslivet, samtidig med at det vil nedbryde eventuelle barrierer, der kan afholde det lokale foreningsliv fra at inkludere udviklingshæmmede borgere i foreningerne.
Projektet forløber over en 2-årig periode med start primo 2011 og afsluttes ultimo 2012.