Københavns Kommune
Projektets målgruppe og metode
Projektet bygger på norske erfaringer og indebærer, at en række nøglepersoner – fritidsguiderne – uddannes til at facilitere kontakten mellem lokale foreninger og mennesker med handicap samt til herefter at yde støtte og vejledning med henblik på at opnå en vellykket inklusion i foreningen. Projektet tager udgangspunkt i en afklaring af, hvilken fritidsaktivitet den enkelte borger med handicap eventuelt ønsker at deltage i. Målet er, at borgeren på sigt deltager selvstændigt i foreningen, så støtten kan udfases.
Projektets målgruppe er borgere med handicap, der ønsker at deltage i et fritidstilbud, men som har brug for støtte til at komme i gang. Målgruppen afgrænses desuden af, at der skal være tale om personer, der i forvejen modtager støtte bevilget af kommunen.
Socialforvaltningen fokuserer i projektet hovedsageligt på borgere med udviklingshæmning. Socialforvaltningen har i dag særlige fritidstilbud til denne gruppe, men kan gennem projektet give borgerne mulighed for at deltage i det almindelige foreningsliv som et supplement eller eventuelt som et alternativ til Socialforvaltningens fritidstilbud. Målgruppen er voksne borgere, men er i øvrigt ikke afgrænset aldersmæssigt.
Projektorganisering
Projektet forankres i Netværkene, som hører under Center Campo (Center for Aflastningstilbud, midlertidige projekter og ophold).
Netværkene består af tre caféer/væresteder for borgere med udviklingshæmning i forskellige grader (www.centercampo.dk/ netvaerkstilbud. html). I netværkstilbuddene kan man deltage i aktiviteter såsom madlavning, foto, banko, ferieture og fester. I Center Campo er der et ønske om også at arbejde med at integrere brugerne i almindelige fritidstilbud.
Projektet organiseres sådan, at tre netværksmedarbejdere – en fra hvert af de tre netværkstilbud – bliver primære personer og koordinatorer i projektet. Derudover tilknyttes et antal fritidsguider (2-4), som fx kan være pædagogstuderende.
De tre koordinatorers opgaver er
- opsøgende arbejde
- afklaring af borgerens ønsker og interesser
- afsøgning af relevante foreninger og aktiviteter
- kontakt til foreninger og ledsagelse i enkelte borgerforløb.
- undervisning og løbende vejledning af løst tilknyttede fritidsguider
- koordination af løst tilknyttede fritidsguider
De løst tilknyttede fritidsguider står for at tage kontakt til foreningen, evt. ledsage borgeren og understøtte den efterfølgende inklusion.
Formålet med de løst tilknyttede fritidsguider er at skabe fleksibilitet, idet indsatsen kræver meget arbejde i aftentimerne, hvor foreningerne er aktive.
Det er en del af metoden, at der skabes tillid mellem borger og fritidsguide, og at der er kontinuitet i forløbet. Derfor skal der være et overlap mellem de to faser i forløbet, hvor både koordinator og løst tilknyttet fritidsguide er med (et eller flere fælles møder med borgeren).