Om Fritidsguider

Fritidsguider er en metode til inklusion af mennesker med handicap i det almindelige foreningsliv.

Projekt Fritidsguider handler om, at der uddannes en række fritidsguider, som hjælper den enkelte borger med handicap med at etablere  kontakt til den eller de foreninger som vedkommende ønsker at blive medlem af. Efterfølgende støtter fritidsguiden den enkelte i at komme i gang med aktiviteten.

Gennem projektet opnår den enkelte deltager således en større grad af selvbestemmelse. Det teoretiske fundament for projektet er empowerment, som kan forstås som en proces, hvor den enkelte opbygger evnen til at handle på egen hånd og derved får styrket sit selvbillede. Der arbejdes således i det enkelte forløb hen imod selvstændig deltagelse i aktiviteten.

Badminton1

Målet er, at den enkelte borger på længere sigt selvstændigt deltager i den ønskede fritidsaktivitet og opnår reel inklusion i foreningen. Herved styrkes borgerens mulighed for at etablere et netværk. Samtidig bliver det muligt at vælge blandt et langt bredere udvalg af fritidsaktiviteter end det er tilfældet, når der kun vælges mellem tilbud der specifikt henvender sig til mennesker med handicap.

SOCIALSTYRELSEN